Blottede tandhalse opstår ofte på grund af forkert og for hård tandbørsteteknik, hvor tandkødet har trukket sig tilbage. Desværre kan tandkødet ikke vokse på plads igen. Ved en blottet tandhals er det tandbenet (dentinen), der er blottet, fordi tandroden ikke er dækket af emalje, og derfor kan det give ubehagelige isninger i tænderne. Tandbenet er meget blødere end emaljen, og slides derfor mere ved tandbørstning. Tandbenet består nemlig af et utal af små væskefyldte kanaler, som sender impulser direkte ind til tandens nerve. Isninger i tænderne mærkes ofte som hurtige, skarpe jag når du drikker noget koldt eller varmt. Mange oplever det som en ubehagelig gene.
Behandling af isninger: Det kan du selv gøre:
- Brug en meget blød tandbørste, husk ikke at børste for hårdt
- Brug en af de nye specialtandpastaer, som er specielt udviklet til følsomme tandhalse. Du påfører en klat tandpasta direkte på det følsomme sted og masserer det derefter ind i tanden. Dette giver umiddelbart lindring og vil ved daglig brug have en langvarig virkning på de følsomme tandhalse.
Behandling hos tandlægen:
Vi kan også foretage en behandling med fluorlak, som vi påfører på de blottede tandhalse. Lakken bliver dog slidt af med tiden, så vi bliver som regel nødt til at gentage behandlingen.
En anden løsning kan også være en plastfyldning til at dække over den blottede tandhals. Den vil desuden beskytte mod yderligere slid af tanden.